Til dig som valgte det tredje billede
Der var engang en dronning der længtes så inderligt efter at få et barn. Men som årene gik mistede hun næsten håbet om nogensinde at blive mor.
Hun brugte derfor tiden på at skabe små broderede motiver i forskellige rammer af træ.
En tidlig forårsdag, sad hun ved sit vindue i tronsalen og broderede på et billede, som forestillede et smukt træ, hvori der sad et duepar. Billedet blev holdt i en ramme af sort ibenholt træ.
Hun var så optaget af sit arbejde, hun ikke opdagede, at det var begyndt at sne med store hvide fnug.
Hun skulle netop til at skifte tråd, da hun stak sig i sin finger og et par bloddråber landede i vindueskarmen, lige ned på den strålende hvide sne.
”Åh” udbrød hun, da hun så de røde dråber i sneen og fortsatte ”Gid jeg fik en datter, så hvid som sne, med hår som ibenholt og læber så røde som blod.
Der gik ikke mange dage før dronningen fandt ud af, at hun ventede sig.
Efter ni frydefulde måneder, fødte hun en smuk lille datter, med hår så sort som ibenholt og da barnets hud var så lys som sne, blev hun kaldt Snehvide.
Efter fødslen blev dronningen alvorligt syg. Hun kunne ingenting spise og blev mere og mere svag.
En dag kaldte hun på sin mand, kongen og sagde: ”Når jeg ikke er her mere, beder jeg dig tage vare på Snehvide og sørge for hun ikke lider nød.
Kongen lovede, at ingen skulle gøre pigen ondt, så længe han levede.
Dronningen åndede lettet op. Derpå drog hun et dybt suk, lukkede sine øjne og gav slip på livet.
Kongen sørgede over tabet, men som man siger. En enkemands sorg, er som et albuestød, smertefuldt, men kortvarigt.
Så der gik ikke lang tid før, han havde fundet en ny kone.
Den nye dronning var meget smuk. Men hun tålte ikke, der var spor fra den tidligere dronning på slottet. Derfor fik hun fjernet alle de ting, som havde tilhørt hende samt alle de broderede billeder.
Blandt den nye dronnings største skatte, var et tryllespejl, som altid fortalte sandheden. Det kom op at hænge på den største væg i tronsalen.
Hver dag gik den nye dronning hen til spejlet og sagde:
”Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”
Spejlet svarede:
”Ingen i verden er så skøn som du”
Dronningen smilede tilfredst og gik derpå i gang med at regere.
Men under hendes styre følte ingen sig trygge. Det føltes som om hun spredte en kulde fra sig som trængte helt ind i sjælen.
Kongen blev mere og mere fraværende og Snehvide følte sig som det mest ensomme barn i verden, selvom hun hverken sultede eller manglede tøj på kroppen.
Da hun fyldte 7, gik hun alene rundt på slottet og fandt en lille dør, hun aldrig før havde set. Bag døren var et lille kammer. På væggen hang et billede. Det var billedet af træet med de to duer som hendes mor havde broderet. Under billedet stod en lille vase med visne blomster.
Pigen som ikke kendte til historien om billedet, følte en stor længsel i sit hjerte. Men hun følte også, der stod en trøstende engel ved hendes side.
Hun valgte at holde sin opdagelse hemmelig og brugte derefter stedet som et tilflugtsrum fra dronningens uhyrlige krav.
Årene gik, Snehvide voksede op og da hun fyldte 18 år, spurgte dronningen sit spejl.
”Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”
Spejlet svarede:
”Stor er din skønhed dronning, næsten ingen mod dig kan måle.
Men Snehvide, med sin ungdoms glød kan alle i landet her overstråle.”
Dronningen knyttede sin hånd og lukkede sine øjne i vrede.
Jalousien rasede. Den kværnede i hende dag og nat og holdt hende vågen.
Hun følte ingen ro og kunne ikke holde ud at se Snehvide for sine øjne.
Da kongen en dag var draget afsted på en lang rejse, besluttede hun sig derfor at skille sig af med Snehvide.
Hun kaldte på hofjægeren og bad ham bringe Snehvide med ud i skoven og slå hende ihjel.
”Som bevis, beder jeg dig om at bringe mig hendes lever og hjerte.” Beordrede hun.
Hofjægeren bukkede og bad Snehvide om at følge ham med ud på en udflugt i skoven.
Hun anede ingen uråd, men fulgte troskyldigt efter ham. Det var en smuk dag, solen skinnede og fuglene svævede fløjtende omkring dem.
Da de var kommet dybt ind i skoven, greb jægeren efter sin dolk og lænede sig over hende, mens han greb hendes arm. Derpå hævede han dolken og gjorde sig klar til at gennembore hendes hjerte.
Snehvide så forskræmt op på ham.
”Hvad gør du?”
Jægeren blev et øjeblik slået ud af pigens skønhed, løsnede sit greb og lod hende falde til jorden.
Han kunne ikke fuldføre ordren, men tænkte, ved sig selv, at hun ikke ville kunne overleve alene ude i den store skov.
”Flygt herfra og kom aldrig mere tilbage. Din stedmor vil dig det ikke godt” beordrede han og lod Snehvide løbe.
Da han ikke længere kunne se hende, gik han tilbage mod slottet.
På vejen fangede han et rådyr, hvorfra han udskar lever og hjerte, og bragte dem til dronningen, som spiste dem i den tro at de tilhørte Snehvide.
Mørket begyndte at falde på mens Snehvide trængte dybere ind i skoven, der blev tættere og tættere. Grenene rev hendes arme til blods og hun havde svært ved at holde balancen på den ujævne grund.
Hun var bange for at hun blev forfulgt og turde derfor ikke standse.
Hvor længe hun havde løbet, vidste hun ikke, men udmattet og afkræftet, lagde hun sig under et træ.
”Om der kommer et vildt dyr og dræber mig nu,” tænkte hun ”gør det ikke noget… der alligevel ingenting…”
Idet hun sagde dette, fløj en ugle forbi hende og da hun kiggede efter den, fik hun øje på et lille hus med lys i det fjerne.
”Jeg vil gå derhen. Måske vil de forbarme sig over mig.” Tænkte hun og overkom sin træthed.
Da hun var kommet helt hen til huset, bankede hun på den lille blåmalede dør.
Der var ingen som svarede.
Hun bankede igen og denne gang åbnede døren sig lidt på klem.
”Hallo,” kaldte hun.
Der var stadig ingen svar. Hun gik derfor ind i huset og så sig omkring.
Fra en lille entre, gik hun ind i en lille stue, som også var et køkken.
Midt i rummet stod et langt bord, hvoromkring der stod syv små stole.
Bordet var dækket med syv små krus, syv tallerkner og bestik til syv personer.
Over komfuret stod en gryde og boblede.
Hun fandt en ske og smagte på maden, der var varm og smagte godt.
Måske er det børn som bor her, tænkte hun, fordi alting var så småt. Selvom det undrede hende, hvilke børn, der kunne bo alene ude i en stor skov.
Fra stuen gik hun ind i et soveværelse, hvori der stod syv små senge.
Hun fandt en seng som passede hendes størrelse og faldt i søvn.
”Døren står åben!” udbrød den ene dværg til den anden og gik med forsigtige skridt hen mod døren.
Det var de syv små dværge som huset tilhørte. De var netop kommet hjem efter en lang dags arbejde i minen.
Den ældste af dværgene, som også var den mest modige, gik ind i huset og så sig omkring. Der er nogen som har spist af vores mad, sagde han og kiggede på skeen og skålen, Snehvide havde efterladt ved siden af komfuret.
Hvad! Udbrød en af de andre dværge.
”Der ligger en og sover i min seng!” råbte en tredje dværg.
De andre kom løbende ind i soveværelset og stillede sig omkring sengen, hvor Snehvide lå og sov.
”Det er jo bare en pige,” sagde en af dværgene.
Idet han sagde det, åbnede Snehvide sine øjne og så sig forskrækket omkring.
”Åh,” udbrød hun. ”Jeg troede det var børn som boede her.”
”Vi er de syv dværge, bag de syv bjerge. Vi bor her. Hvem er du?”
”Jeg hedder Snehvide. Jeg er på flugt fra min stedmor. Hun vil slå mig ihjel. Jeg ved ikke hvor jeg skal går hen.”
”Du kan bo her, hvis du lover alt hjælpe til. Vi vil passe på dig.”
Således kom Snehvide til at bo hos de syv små dværge.
Hun sagde farvel til dem om morgenen, når de drog afsted på arbejde og hun passede huset og gik ture i skoven.
Når de kom hjem, havde hun maden parat.
Tilbage på slottet kunne dronningen ikke vente med at spørge sit spejl.
”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her”
Spejlet svarede:
”Ingen er så skøn som du.”
Men Snehvide som bor hos de syv små dværge, bag de syv bjerge er tusindfold smukkere endnu.”
Det isnede i dronningens krop. Jalousien blussede op og sendte elektriske bølger ned gennem hendes rystende ben.
Hun bad nu spejlet afsløre hvor Snehvide holdt til og derpå forvandlede hun sig til en gammel kone. Med sig bragte hun nogle fine korsager i silke.
Da hun kom til dværgenes hus, bankede hun på døren og Snehvide der ikke anede uråd, åbnede døren.
”Jeg er en gammel kone som sælger korsager” sagde dronningen og viste Snehvide en smuk korsage i silke. ”Vil du ikke prøve?
Snehvide som kun havde den kjole hun var flygtet i, kunne ikke stå for den smukke beklædningsgestand og lod dronningen snøre hende ind.
Men hun strammede båndene så hårdt, at Snehvide besvimede og faldt livløs til jorden. Dronningen skyndte sig derpå bort og lod Snehvide ligge.
”Der er noget galt med Snehvide,” sagde en af dværgene.
”Jeg kan mærke det. Jeg vil gå tilbage til huset og finde ud af hvordan hun har det.”
”Vi går med dig.” svarede de andre dværge og da de kom tilbage, så de Snehvide ligge foran døren.
De løb hen imod hende og opdagede korsagen, som de straks løsnede.
Snehvide gispede og langsomt vendte livet tilbage til hende.
Hun fortalte, hvad der var sket og dværgene vidste, det var den onde dronning, som havde været på spil. De advarede hende: ”Åben aldrig døren for nogen du ikke kender.”
Da dronningen var kommet tilbage på slottet, gik hun hen til sit spejl. Men da det kunne fortælle hende, at den smukkeste i landet var Snehvide, som stadig levede hos de syv små dværge, blev hun ude af sig selv af raseri.
Hun skabte en giftig kam og forvandlede sig endnu engang til en gammel kone. Men denne gang sørgede hun for at ligne den kæreste gamle bedstemor, man kunne forestille sig.
Da hun kom til dværgenes hus og bankede på døren, råbte Snehvide inde fra huset.
”Hvem der?”
”Åh jeg er bare en gammel kone. Jeg er faret vild og har ikke fået noget at drikke i flere timer.”
Snehvide kiggede ud ad vinduet og så den gamle kone.
Hun forbarmede sig og åbnede døren og gav hende et krus med vand.
”Tak mit kære barn” sagde dronningen og smilede.
”Som tak for din hjælp kan du få denne kam.” fortsatte hun og rakte Snehvide en smuk kam til håret, udskåret i træ og med smukke påmalede blomster.
”Tusind tak.” svarede Snehvide og tog afsked med den gamle kone.
Da hun blev alene ville hun straks prøve kammen. Men da tænderne berørte hendes lange hår, faldt hun livløs om på gulvet.
Dværgene kaldte på Snehvide, og undrede sig hvorfor hun ikke svarede, for hun plejede altid at byde dem velkommen, når de kom.
Det var den mellemste dværg, der opdagede Snehvide. Han kaldte straks på de andre. Der skyndte sig at undersøge hende og fandt den forgiftede kam i hendes hår.
Snehvide vågnede med et dybt suk, men var både ør og fortumlet.
Hun forklarede, at hun ikke havde kunnet genkende dronningen, fordi hun blot lignede en sød gammel bedstemor.
”Tag dig i agt, hun vil ikke stoppe før hun har taget livet af dig.” advarede dværgene.
Snehvide lovede nu at være mere varsom og genoptog derpå sine huslige pligter.
Dronningen spurgte atter engang sit spejl og stor var hendes vrede, da hun erfarede at Snehvide stadig var i live.
Denne gang skabte hun et forgiftet æble og forklædte sig som en farlig heks. Æblet der var rødt på den ene side og gult på den anden, var kun forgiftet på den saftige røde side.
Derpå gik hun hen til dværgenes hus med en kurv fyldt med æbler.
Er der nogen hjemme kaldte hun og Snehvide som var nysgerrig kiggede ud ad vinduet og fik øje på den gamle heks.
Hun åbnede vinduet og sagde: Ja jeg er hjemme. Men jeg må ikke lukke nogen ind.
Jeg sælger æbler, se blot her, sagde dronningen og tog det forgiftede æble i hånden.
”Jeg må ikke tage imod noget fra fremmede,” svarede Snehvide.
“Jamen se blot dette fine æble,” fortsatte dronningen og tog en bid af det.
Snehvide fik en stor lyst til at smage det saftige æble. Hun rakte sin hånd ud ad vinduet og heksen gav hende æblet.
Snehvide satte sine tænder i det og faldt straks derefter død om på gulvet.
Endelig hvislede dronningen og smilede. Nu er der ingen som kan redde dig.
Jeg fornemmer en stor fare, sagde en af dværgene, mens de gik i minen. Også jeg svarede en anden. De besluttede derfor alle at skynde sig hjem for at se efter Snehvide.
Da de kom hjem, fandt de snehvide liggende død på gulvet. Uanset hvad de gjorde, kunne de ikke vække hende til live igen.
Stor var deres sorg og de skabte en kiste i glas, hvori Snehvide kunne ligge, da de ikke kunne nænne at begrave hende i den mørke jord.
De lod kisten stå under et stort egetræ, hvori der boede et duepar.
Selvom Snehvide ikke trak vejret, forblev hun at se levende ud med røde kinder og klar hud.
Dværgene skiftedes til at stå vagt ved kisten. Duerne i træet sang en sørgelig melodi for Snehvide og det var som om alle dyrene i skoven sørgede over tabet.
En dag kom en ung prins ridende gennem skoven og i det fjerne fik han øje på kisten under træet. Han nærmede sig nysgerrigt og undrede sig over hvad det kunne være.
Stor var hans overraskelse, da han så Snehvide ligge deri. Hun lå så fint og så ud som om hun sov.
”Hvem er det, som ligger der?” spurgte han dværgen som sad ved siden af.
Derpå fik han hele historien.
”Lad mig få hende med hjem,” sagde prinsen.
Han var blevet forelsket og ønskede at bringe hende hjem til slottet.
”Det kan ikke lade sig gøre,” svarede dværgen.
Men prinsen fortsatte. ”Jeg skal give hende det smukkeste værelse på slottet og passe på hende, som den mest dyrebare skat”
Da forbarmede dværgen sig over prinsen og lod ham tage Snehvide med hjem.
Prinsen lod sine tjenere bære kisten over til hestene, som stod et stykke derfra. Men en af tjenerne snublede og kisten faldt ud af deres hænder.
Den landede med et bump på vejen så låget gik op.
Ved dette, faldt æblestykket ud af Snehvides mund og med en dyb indånding kom hun tilbage til livet igen.
Prinsen løb straks hen til hende og hjalp hende op ad kisten.
Da deres øjne mødtes, blev de begge forelskede og de vidste, at de i hinanden havde fundet deres inderligste kærlighed og sjæleven.
Duerne i træet sang for dem, en smuk melodi om kærlighed.
Snehvide tog nu afsked med dværgene og fulgte med til prinsens slot, hvor et stort bryllup blev holdt.
Det fortælles at den onde dronning blev inviteret med til brylluppet og at hun blev tvunget til at bære et par glødende dansesko, som ødelagde hendes ankler. Men det er en anden historie.
Budskab til dig som valgte dette eventyr:
I dette eventyr følger vi en person som vokser op i en familie, hvor hun må lære at finde sin egen styrke og selvkærlighed.
Hun bliver undfanget af en mor som glæder sig over at blive gravid.
Det har været en dyb længsel for hende og barnet er fra begyndelsen elsket.
Men måske fordi moren selv har været svigtet af sin mor, er hun ikke i stand til at give den kærlighed og det nærvær barnet længes efter.
Det kan være hun lider af en form for personlighedsforstyrrelse. Hendes jalousi gør at hun ikke er i stand til at skabe et trygt rum for barnet at gro op i.
Det ser ud til at faren er fraværende i eventyret.
Man hører ikke så meget til ham. Det er ikke utænkeligt, han er bange for sine egne følelser og samtidig også er konfliktsky.
Barnet mangler ikke noget i denne familie rent materielt, men følelsesmæssigt har Snehvide et kæmpe savn.
Jeg har i denne version tilføjet at moren er kreativ og at hendes sjæl kender vejen.
Det er ikke sikkert den fysiske mor, har styrke til at finde vejen til healing, men hendes sjæl kender den. Det er disse små glimt af ægte kærlighed, som i sidste ende redder Snehvide fra at synke ned i mørket.
Jeg ser eventyret som en fortælling om en ung kvindes seksuelle udviklingsrejse.
Da hun er vokset op i en dysfunktionel familie, har hun ikke mange redskaber i forhold til at skabe sunde relationer.
Jægeren i dette eventyr er endnu en mandefigur, som ikke tager hende i forsvar, men adlyder dronningens uhyrlige ønske om at slå hende ihjel.
Han kan ses som den partner, der har narcissistiske træk og er kontrollerende, dømmende eller voldelig.
Det er kun fordi Snehvide siger fra, han slipper taget i hende. Men hun bliver efterladt et uhyggeligt sted og hendes krop er i højeste alarmberedskab.
Herfra finder hun vejen dværgenes hus.
Jeg skal her understrege, at når jeg beskriver dværgene fra dette eventyr, analyserer jeg dem ud fra deres arketypiske symbolbetydning og ikke som rigtige mennesker med væksthæmning.
Snehvide tror hun er kommet til et hus, hvor der bor børn. For mig betyder det, at hun har fundet en et sted, hvor hun kan føle sig tryg, ved at være den hun er, selvom hun er stadig anderledes i forhold til gruppen.
Dværgene giver måske en form for tryghed, men de giver hende ikke det, hun virkeligt har brug for og som hun længes efter.
I de nordiske myter er dværgen et væsen der arbejder med ædelstene og metaller i bjergene.
Ædelsten kan være et symbol på den indre visdom, vi alle er i besiddelse af. Vejen til oplysning går gennem denne indre juvel.
Med en dysfunktionel baggrund og med et stort ønske om at blive elsket søger Snehvide at få anerkendelse hos dværgene.
Hun ordner de huslige pligter, men hun kan også ses som et menneske der bruger sex som middel til at få tryghed.
Freja den nordiske kærlighedsgudinde havde sex med tre dværge for at få fat i det guldarmbånd, de havde skabt.
Livet hos dværgene er ikke rigtigt tilfredsstillende og fortiden indhenter hende flere gange. Hendes død kan symbolisere de perioder, hvor hun falder ned i et mørkt hul. Den kan også symbolisere de perioder, hvor vi er fyldt med selvhad. Jalousi kan blandt andet opstå, når man føler sig utilstrækkelig.
Det er også tankevækkende, at det er skønhedsredskaber, en korsage og en kam som lokker Snehvide på afveje.
Selvom det fortælles at hun er den smukkeste i landet. Føler hun sig ikke smuk nok.
Dværgene kan også symbolisere partnere, som ikke giver hende det, hun virkeligt længes efter.
Selvom hun prøver. Måske forsøger hun at blive ”normal” men heller ikke dette kan give hende det hun savner.
Da dronningen til sidst ankommer som en heks, er hun parat til at tage det næste skridt. Også selv om det skræmmer hende, tager hun imod oplysningen.
Æblet kan være et symbol på at få en ny viden. I fortællingen om Adam og Eva bliver de lukket ude af paradis efter de har taget et bid af æblet.
Snehvide har herefter behov for at finde sig selv. Selvom det måske udefra, ser ud til at hun er død, eller befinder sig i den tilstand, hvor man bare eksisterer, arbejder hun på det indre plan, intenst med selvudvikling og finder tilbage til sit livstræ og sin egen selvhealing.
Da hun er parat, er også hendes drømmepartner parat til at træde ind i hendes liv. Idet hun tager afsked med dværgene, tager hun også afsked med det som holder hende tilbage og hun er nu parat til at træde ind i livet med en større forståelse og medfølelse.
Budskabet er at lære at elske sig selv præcis som man er.
Selvom eventyret beskriver foreningen mellem det maskuline i prinsen og det feminine i Snehvide, kan denne forening også ses som et indre bryllup mellem det maskuline og det feminine, hvilket kan bringe større afklarethed, styrke og kreativitet. For virkelighedens prinser og prinsesser, kan have alle former, størrelser, køn og gaver.
Dine kort
Deep Replenishment – Genopfyldning.
Jeg elsker den synkronisitet der opstår, når jeg trækker orakelkort og de som her, er med til at forstærke det budskab, som har været det gennemgående tema i denne læsning.
På kortet ser man en ung kvinde som ligner Snehvide. Teksten til kortet fortæller, at hun er ved at blive opfyldt af ny energi, ligesom eventyret beskriver. Det er en indre proces som må tage den tid der skal til. Det er en bekræftelse af, at dine oplevelser er reelle og at du blot skal lade eventyret folde sig ud.
Det er også et budskab om at du er beskyttet.
Selvom du måske føler dig alene, lige nu er det blot en fase.
Vid at du er ved at finde en helt ny styrke.
Regeneration
Dette kort bringer også et klart budskab. Fra en aktiv vulkan vokser et træ med nyudsprungne blade og fra træets fod spredes et beskyttende lag af mos eller græs, for større frugtbarhed.
Budskabet til dig er, at du snart vil kunne se skønheden i en livslektion og at du vil finde energi til at folde dine vinger ud.
Gør dig klar til at begynde på et nyt kapitel i dit liv.
Måske også give slip på det som ikke længere tjener dig. Det kan være du endelig er klar til at se dig selv som det smukke lysende væsen du er.
Du er begavet og du vil måske også kunne opleve at modtage gaver fra din omverden i form af anderkendelse og rigdom.
Hearing Messages from Spirit – budskaber fra dit åndeteam.
Det tredje kort fortæller mig, at du er ved at være parat til et større samarbejde med dit åndeteam. Du kan være åben over for de tegn og budskaber du oplever i den nærmeste fremtid.
Da jeg trak dette kort, hørte jeg ordene “open up your heart” lad kærligheden strømme ind i dit liv.
Ekstra budskaber: healing af dybe traumer, transformation, elsk dig selv præcis som du er, kreativitet som forløser.
Inspiration
Jeg har altid elsket eventyr og da jeg besluttede mig for at genfortælle Snehvide, fandt jeg det på hjemmesiden Grimmstories.com, som har samlet en hel del eventyr af Brødrene Grimm samt H.C. Andersen. Du kan læse deres version af eventyret på dansk her
Er du Nysgerrig på at finde dit personlige eventyr?
Et eventyr kan blandt andet fortælle hvordan vi kan forvandle de dybeste psykologiske lag og finde vejen til større oplysning. Hvis du vil kende dit personlige eventyr, vil du kunne få svar på dette og meget mere gennem et fødselsClairoskop. Læs mere om det her