Mango

For dig som har valgt den eksotiske mango. Mangoen kan blandt andet symbolisere overflod, rigdom og sensualitet

Frugtens orange, gule og grønne farver vibrerer med hara-, solar plexus- og hjertechakraerne som kan hjælpe dig til at stå stærkere i dig selv og dit personlige udtryk. Du vil også kunne opleve at din kreativitet vil begynde at blomstre.

Mangoen indeholder C og A vitamin og kan booste dit immunforsvar. Frugten er sød med sejt og bittert skind og et tegn på, at du har opnået en fantastisk indsigt trods modstand og modgang.

Det første kort fortæller at du er beskyttet.

Der er dyb healing på vej til dig. Måske er du ved at forsone dig med din mor? Men det kan også være, du er ved at finde det sted, hvor du kan bringe større omsorg til dig selv.

Det fortæller om ubetinget kærlighed.

Hvis du føler dig forladt eller alene kan du kalde på den guddommelige moder og bede hende bringe dig lindring.

Du kan måske mærke, hvordan du bliver overstrømmet af healende lys.

Det andet korts budskab er, at du altid har et valg og at når du bliver bevidst om dette, så vælg altid kærligheden.

Jeg kommer til at tænke på en tegning, hvor man ser to mennesker i en bus. Den ene sidder og kigger ud på en grå stenvæg og ser trist ud. Den anden sidder til den anden side og har en fantastisk udsigt. På samme måde kan vi komme til at fokusere på det som er smertefuldt, i stedet for at se på det som er godt i vores liv.

Det er ikke det samme som at undertrykke lidelsen eller ignorere den. Men blot et spørgsmål om perspektiv.

Det tredje kort kommer ofte i mine læsninger. Og det begynder at give mere og mere mening. Det fortæller om en helt særlig form for tilgang til livet og som på magisk vis blot uddyber det første korts mening.

Du har et valg og når du bliver bevidst om dette, så følg din glæde.

Hvad får dit hjerte til at ringe?

De eksempler som teksten til kortet foreslår, er at prøve at skabe det liv du drømmer om nu, i stedet for at vente til du på den ene eller anden måde føler dig parat (pension, ægteskab, job)

Fejr dig selv. Afsæt tid til samvær med dem du elsker og find tid til at fordybe dig og vær kreativ.

Du kan eventuelt sætte dig et mål, at du hver dag i den kommende uge, vil afsætte tid til at skabe mere glæde i dit eget liv.

Det fjerde kort er helt enkelt, lyt til din intuition.


På billedet ses en afbildning af dit højere selv. Det er lige meget om du er mand eller kvinde. Fra hjertet strømmer det grønne healingslys. Sommerfuglevingerne symboliserer din indre transformation. Du er ved at træde op på en helt ny platform. Det føles som om, du er ved at udvide dine clairvoyante evner. Måske vil du opleve at du bliver skarpere, eller at du har lettere ved at følge din intuition?

Kortet fortæller også, at du kan have tillid til din mavefornemmelser.

Det femte korts betydning fortæller om nye begyndelser. Det er et budskab om livets uendelige cyklusser. Efter forår kommer sommer.

Hvis der er noget du er parat til at slippe, som ikke længere tjener dig er det nu tid til at give slip. Vær parat til at åbne dørene for et helt nyt kapitel i dit liv. Det kan være, du endelig er parat til at træde frem som den du er. Hele dig. 

Så det overordnede budskab til dig på spørgsmålet: Hvilke positive overraskelser har du i vente i den nærmeste fremtid. Du vil som mangoen kunne stå frem med en helt speciel sødme, der er fremkommet fordi du har gået den vej du har. Du har fundet en helt ny styrke og vil ikke så let kunne blive slået ud af kurs. Du vil også kunne opleve at du har fundet en helt ny form for visdom som giver dig et stærkere fundament.

Tilbage til oversigten

Er du er nysgerrig på mere?

Du er hjertelig velkommen til at gå på opdagelse her på min hjemmeside.

Jeg tilbyder blandt andet personlige clairvoyante læsninger, læs mere her

Denne hjemmeside sætter cookies. Ved fortsat brug af siden accepterer du brugen af disse.  Læs mere

Scroll to Top